IMG_1339

IMG_1340

Kære alle Opal’ere!

Tak for en helt fantastisk velkomst forleden det var smukt og gensynet fik hårene i nakken til at rejse sig.

Tænk at have alle sine nærmeste samlet på kajen klar til at kramme os og feste med os, det var så dejligt at vi begyndt at tale om at tage af sted endnu engang bare for at få samme tur igen. Eller i stedet er vi kommet frem til at vi bare holder en opal fest hvert år uanset om skibet har været på langfart eller ej, så en tradition er født og vi har besluttet at Opal festen afholdes den sidste fredag i juli hvert eneste år resten af vores liv. Festudvalget er allerede gået i gang!! det ikke nogen joke!!!

13 måneder er gået og vi kom langt hjemmefra, 16084 sømil er gledet under kølen i dette tidsspand. På den tid har vi haft 100 ombord (plus det løse) spist 792 rugbrød, brugt 1188 ruller toiletpapir, sendt 322 sattelit mails og besøgt 24 lande. Det har været et langt og godt år.

Vi glæder os ustyrligt til hyggelige lysbillede aftner i den kolde danske vinter så vi atter kan drømme os langt ud på det blå ocean. Det jo bar indtil vi ska afsted igen….

De kærligeste hilsner fra Opal på holmen midt i det gamle gamle Hafnia.

RH Boat Party: Quadron from Red Hot on Vimeo.

Vi venter stadig på de fribilletter!!!!

Opal er vel igennem de 29 sluser i Kaladonia Kanalen. Her i rainy old Scotland har vi endnu engang måtte bevise at “Der er ikke noget der hedder dårligt vejr kun dårlig påklædning”. Vi har gang på gang trodset vejret og kastet os ud regnen. Der er blevet bygget bioarker og selv bålet til snobrødne måtte ha regntøj på. Der har været fodboldturnering, Tegnekonkurence om at tegne det sagnomspundne Loch Ness uhyre. Og vi har sejlet katamaran sejlads med Den Vilde Jagt. Det har været nogle fantastiske smukke dage her i det skotske højland hvor vi har sejlet gennem søer og kanaler 100 m over havoverflade.

Kære venner, familie og andre med-læsere

Sidst i fik en flaskepost befandt vi os midt på Atlanten. Sidste del af
turen mod Azorerne gik strygende. Vi havde høj sol, perfekt vind og
strøg afsted med 8 kn uden at nogen behøvede at røre en finger.
Alligevel var det en helt fantastisk følelse at få fast grund under
fødderne efter 16 dage uden land i sigte.

Vi gik i land på Flores, som er den vestligste, og måske også mest øde,
af Azorernes øer. Første punkt på dagsordenen var naturligvis at opspore
et godt sted at fejre en vellykket overfart. Det skulle vise sig at være
ganske let, selvom vi befandt os i en meget lille flække. På Flores
fejrede de noget der svarer til Skt. Hans i en hel uge, og netop den dag
vi gik i land, var der fest i byens kirke. Det kan jo umiddelbart lyde
noget fromt for en flok sømænd som os, men byens 3-fingrede Elton John
spillede op til dans i bedste festsanger-stil, og vores sejler-slatne
ben kom på hårdt arbejde på dansegulvet. Coco kunne pludselig synge på
portugisisk efter et par glas rødvin, hvilket endte i en vellykket,
improviseret duet med den trefingrede pianist. Vi undrede os dog noget
over, hvor festens øvrige gæster havde øl fra, men det fandt vi hurtigt
ud af: Bag ved kirken fandt vi ”fandens baggård”, hvor øl, smøger,
mars-bar og komave-suppe var billigt til salg, og der blev råbt, sunget,
røget og drukket på livet løs.

Vandreture
De næste dage brugte vi på at udforske den helt utrolige natur på
Flores. Den lille vulkanø har de grønneste bjerge, de stejleste klipper
og frodigste jungle-lignende skove, så der blev vandret tre dage i træk.
Naturen er en mærkelig blanding af palmer og nåletræer, og der gror alt
fra kartofler og bær til ananas og bananer. Alle dyr på øen er kommet
med portugiserne, hvilket har skabt en  mærkværdig fauna. Fx er der
kaniner, men ingen ræve til at spise dem, så der lever over en million
og de bliver ofte ramt af bilerne og ligger derfor splattet ud på
vejene.
På trods af, at de kan dyrke hvad som helst på Flores, lykkedes det os
ikke at fylde Opals slunkne proviant-rum op. Hverken barer, restauranter
eller butikker solgte meget andet end portvin og toast. Dét kunne man
til gengæld købe til en enkelt euro hvor som helst. Selvom vi ikke fik
nydt noget af frugterne, så fik vi til gengæld lov til at nyde alle øens
blomster, som var ved at springe ud. Flores er kendt for dens mange
hortensia-hegn, som danner de vildeste blå mønstre på de grønne bakker.

Tomlen i vejret
Selvom der nærmest ikke eksisterer offentlig transport på øen blev det
ikke et problem at komme omkring, for beboerne på Flores er altid friske
på at give et lift til en blaffer. Helga, Emilie og Ida tog rekorden med
6 forskellige lift på samme dag.. Blaffeturene var en perfekt måde at
møde nye venner på. Vi mødte byens mekaniker, der blandt os gik under
navnet ”Nissan” (fordi han non-stop cruisede rundt i byen i sin lirede
Nissan med minimal-techno’en drønende ud af højtalerne). Han byttede
straks Nissan’en ud med en kassevogn, så han kunne give halvdelen af
Opals besætning en guidet tour gennem øens smukke bjerge. Thomas og
Kasper blev samlet op af den 80-årige Jose, der byggede de smukkeste
guitarer, men desværre ikke var ligeså dygtig til at spille på dem (til
stor fortrydelse for Opalernes tømmermændsramte hoveder). Vi måtte på
skift låne hans hjemmebyggede guitar under påskud af at ville beundre
den, for at vores hårdt prøvede ører kunne få en pause ind imellem.

Fendertyven og pensionist-havnen
Det var med en smule vemod at vi forlod Flores med den smukke natur og
utrolig imødekommende og gæstfrie befolkning. Desværre var det ikke kun
Flores vi forlod, men også vores allerbedste fender. Den store, stærke,
hvide fender – hvis nogen kan huske den. Den var drevet til havs og var
blevet fundet af nogle lokale drenge, der nægtede at give den fra sig,
selvom Karlo og Magnus både brugte deres bedste overtalelsesevner og
tilbød fenderløn for at få den tilbage. De måtte dog opgive at få
fenderen med, så vi satte kursen mod Faial, der bare lå et enkelt døgns
sejlads væk (fenderen blev senere erstattet af et gigantisk lastbildæk,
som vi fandt ved en af Hortas moler). Turen til Faial var desværre ikke
så let som vi havde troet. Vi fik masser af vind lige i snotten, og det
blev en kold, våd og ubehagelig sejltur. Vinden var så hård, at både
yder- og inderklyveren flækkede, og da Karlo skulle surre de flækkede
sejl fast dykkede bovspryddet så langt ned i vandet at den
selvoppustelige redningsvest blev udløst.

Det var en træt besætning, der gik i land i byen Horta på Faial, men
humøret var højt, for vi havde hørt meget om de vilde sejler-fester i
Horta, hvor mange gør stop på deres rejse over Atlanten. Desværre blev
vi slemt skuffede. Vi ankom til en søvnig (pensionist-)lystbådehavn,
hvor de fleste skibe enten var tomme (?!?) eller også holdt deres
besætninger sig mest under dæk. Der var dog enkelte undtagelser – vi
genså blandt andet Nikolaj og Lene, der sejler skibet Sinus, som Opal
har mødt flere gange på turen. Derudover mødte vi Chimini fra Frankrig,
der vandt vores hjerte med en hjemmebagt chokoladekage, underholdt med
ildshow, scootershow og danseshow, samt fortalte om sin fortid som
guldgraver i Alaska. Han har lovet at komme forbi Holmen til August.

I Horta maler alle sejlere et maleri med navnet på deres skib og årstal.
Vi genfandt det gamle, lidt falmede maleri fra Opals sidste besøg på
Azoerne i 1999, som Maja og Ruud malede. Ida og Magnus friskede
kunstværket op, og Rebekka og Sylvester malede et nyt til minde om vores
visit anno 2011.

Bjergbestigning
Efter et par effektive arbejdsdage med sejlsyning og fender-findning tog
vi en heldagsudflugt med færgen til nabo-øen Pico, hvor vi skulle
bestige Portugals højeste bjerg med samme navn: Pico er 2351 meter højt.
Vi var meget vandre-agtige med rygsækkene fyldt med madpakker vand,
regntøj etc., da det kunne være helt ned til 5 grader på toppen, hvor
man til gengæld kunne se helt over til Faial, hvor Opal lå. Det var dog
ikke alle der fik lov at bestige bjerget i første omgang. Selvom vi
lignede en forening for outdoor-elskere på 40 år, blev Helga nægtet
adgang pga. hendes meget vandre-agtige ecco-sandler med velkro. Det var
forbudt at havde sandler på. Hun prøvede selvfølgelig at flygte derop
alligevel, men efter trusler fra vagten om bøder, fængsling og
forsikringsregler, måtte hun forlade bjerget, og vi andre blev
installeret til at se sikkerhedsvideo, der instruerede i brug af
solcreme og drikkevand, inden vi fik lov at fortsætte. Dér kunne vi
virkelig mærke, at vi var tilbage i et EU-land efter tonsvis af frie
vandreture i Caribien.
Der var langt op på Pico og endnu længere ned, så vi havde ømme lår og
balder. Derfor blev næste dags udflugt på scootere. Seks scootere og 12
mennesker derud af, op og ned af vulkankratere og langs de smukke kyster
kørte vi om kap. Magnus overvejer at bytte sejlerlivet ud med en
scooter.

Det sidste farvel
På Faial skete turens sidste besætningsskift. De sidste salte
farveltårer blev fældet på dækket, den sidste ”farvel-bølge” blev sendt
afsted fra rælingen, og for de ny-ankomne  den sidste gennemgang af
brandslukkere, torvværk, toiletknap, generator og køkkenskuffer. Vi
måtte vinke farvel til Ebbe Jakob, Coco, Jenna og Martin. Det eneste
positive der er at sige om dén sag er, at det gav anledning til hele to
uforglemmelige afskedsfester, der fik rusket godt op i den søvnige
lystbådehavn. Til gengæld fik vi 5 nye besætningsmedlemmer. Lærke,
Sigurd, Rebekka, Sylvester og Fenya – turens første baby. Sigurd har
ingen af os mødt før, men han ringede fra Roskilde Festival og købte en
flybillet samme dag, og bum så stod han her på dækket to dage inden
afsejling. Med den nye besætning spænder aldersrammen fra 0-75 år, og vi
er pludselig blevet indviet i bleer, babygråd om natten og
titte-bøh-bøh-lege. Selv Coppen ligger i dækshuset og gemmer sig under
et vattæppe og siger mærkelige lyde.
Den nye besætning betød også sidste omgang af godter fra Danmark.(og det
var ikk´ nok, mødre råber baby knut og baby hjalte) Denne gang fik vi fx
et Woman-magasin, som alle fik læst fra a-z. Og det og kønsroller blev
siden diskuteret og vendt på agterdækket. Det var dog Karlo der kunne
citerer bladet bedst. Heldigvis er Victoria ”kommet til” at smide det
over bord.

1 års jubilæum
Eddie, Karlo og Magnus har rundet 1års-dagen for deres langtur og har nu
i sejlet 14.370 sømil, haft 82 venner ombord (plus det løse), sejlet 692
motortimer, sendt 322 satelitmails og besøgt 22 lande.

I skrivende stund befinder vi os på 48*05’1 nordlig breddegrad og
18*38’9 vestlig længdegrad og det går ”der’ud’af”! Vi har en stormende
kuling fra nordvest, med et lavtryk nord for os og vindstyrken er ca. 30
kn. Vi sejler kun med en rebet fok og rebet skonnert, og buldrer gennem
en helt stjerneklar nat. Vi har ikke set så store bølger på hele turen,
som dem vi så i dag, da solen gik ned.  Klokken er ca. 23.00 og Magnus’
og Karlos’ vagthold ligger trygt og sover i deres køjer. Om en time
vækker vi det ene hold og kryber selv  til køjs, og så er det deres tur
til at trække i det orange olieregntøj og de våde gummistøvler og sætte
vand over til kaffen. På de sidste 24 timer har vi nedlagt 172 sømil,
men ved stadig ikke hvilket land vi rammer næste gang, da mulighederne
er mange. I vores gættekonkurrence har folk budt så forskelligt som
Irland, Skotland, England, Frankrig og Grønland. Vinden må afgøre hvor
vi ender.

Knus og kram hele opal besætningen.

Ps. Til alle jer der var på Roskilde Festival: Vi var med jer i ånden.
Vi har holdt fest med Roskilde-tema og Ndey og Coppen har bygget et telt
i forlukafet, både for at holde vand ude af køjerne og for at holde
Roskilde-stemningen. Der er malet graffiti på det og der lugter som
festival.

Pps. Vi rammer KBH 29. juli og glæder os til at se jer alle sammen til
kæmpe hjemkomst-fest

skrevet af Ida, Helga og resten af Eddies vagthold

Det så godt ud det hele, vi havde jo hørt i lange baner om den sidste
krydsning af Atlanten som bød på solbadning og selvindsigt og natte
sejlads i underdrenge med morild og Flippers familie, vi havde haft
svært ved at tage det seriøst da de 3 kaptajner havde rådet os til at
købe thermo og uld undertøj. Men man parere vel ordre. Aj Aj kaptajn.

Og vi skulle blive klogere og dem meget taknemmelige for deres uldne
råd. Som solen gik ned gik bølgerne op og det blev hvad nogen vil
beskrive som meget noieren. Til jer der ikke har været ude at sejle, så
kan det sammenlignes med “Sørøver skibene” i Tivoli. Minus den fjollede
musik og duften af popkorn.  Vandet begyndte at snige sig i køjerne og
der måtte rokeres om så alle kunne sove uden regntøj. For de nye ombord
var det meget imponerende at se at de mennesker man kendte fra fest og
glade dage i København, nu sås klatre ude på bommen i høj sø midt om
natten og sætte deres liv på spil  for at fange den gode vind.
Ja mødre. Livet på spil. Den Atlant er ikke noget at kimse af. en for
stor gummistøvle på et for glat dæk og man ville ligge i bølgen blå.
Ikke nok med at vejret var tosset, motoren var også ude af funktion.
Nogle gange var det så vildt vejret, at man måtte have faldsikring på
når man styrede. da det begyndte at gå op for nogle at det faktisk ikke
er muligt for en helikopter at komme en til undsætning ude på atlanten,
begyndte nogle at benyttede  faldsikringen en hel del mer (det viser sig
at man faktisk kan sætte sig selv fast hele vejen fra kabyssen til
toilettet.) Det var som om Atlanten ville have noget fra os. Den ville
have Hjalte Frisk fyr 21. Og det var næsten ved at lykkedes igen da den
kastede en kæmpe bølge ind over os fra agterdækket og hvis Hjalte ikke
havde lagt sig i spænd som den gæve jyde han er, så var han blevet
skyllet ud med havet.

Besætningen var tapre og sø stærke, kun Ida kastede op et par gange, men
forsikrede os alle om at hun ikke var sø syg, men led af Bulimi.
Derefter navnet BulimIDA.
Natteholdet brugte alle deres stjerneskuds ønsker på at bede om godt
vejr og da vejret havde været imod os i 5 lange dage var folk ved at
miste modet. Fortabte øjne kiggede ud over Atlanterhavet og tænkte “hvad
var det lige jeg skulle her”?. Så skete der noget. En tidlig Juni morgen
kom der en stråle sol, og der kom flere endnu. Vi var lykkelige, for
hvad 5 dage med dårligt vejr kan gøre mod opalerne, kan 1 eneste time
mod sol rette op på.  Og det skulle blive bedre endnu. Vi så det første
fragt skib, de første andre mennesker på havet. Og Magnus fik kontakt
over VHF´en. Og der var nogle med abstinenser efter facebook og tlf. der
fik love til at tage over med kommunikationen. Den Polske Kaptajn blev
MEGET glad for at høre en kvindestemme, og han lovede at tage billeder
af Opal når han sejlede forbi, og vi lovede at lave fjollede ansigter,
men det blev selvfølgeligt til bare bryster og numse fest. Da vi i en
vending kom til at sige, at vi var 7 single piger ombord, syntes den
polske kaptajn at han lige ville sejle forbi os IGEN. Vi fik alle en
klump i halsen og hoppede op og ned af fryd da han besluttede sig for at
vende det 350 meter lange container skib og lavede et gigantisk U-turn
og pegede direkte imod os.  Et sving der ville koste mere end hele
besætningens månedsløn tilsammen (altså hvis vi tjente penge) men som
kaptajnen sagde med tyk polsk accent og et lille grin “it is not out of
my pocket”  Og det var heldigvis et Maersk skib. Pyha. Nu  det blevet et
fænomen for os at få en sludder med de forbipasserende som alle er glade
for at få en sludder med en kvinde eller en sang hvis de er heldige. Vi
kalder det for Extreme dating.

Vejret holdt og Madrasserne blev luftet og Xander kom i højtalerne. men
lige som vi skulle til at smøre solcreme på kom jern Helga med
arbejdslisten og i sving vi kom og det var faktisk helt dejligt at lave
noget aktivt i solen.
Magnus har lavet 2 rigtigt flotte model skibe som også bliver brugt til
sejl undervisning. Ndey ville gøre ham kunsten efter og hun høvlede og
høvlede hele dagen med et stort smil på læben aldrig havde noget været
så sjovt, men da hun skulle op på vagt var armen helt død og hun går nu
rundt og er en rigtig enarmet tyveknægt.

En gruppe havde besluttet sig for at holde sukkerfri Atlant men det blev
hurtigt ødelagt da Cremen (Eddie) bagte “sukkerfri” kage, men så
alligevel både puttede honning og mælkechokolade i. det burde måske ikke
komme bag på nogle, da han jo har en trang til kremede ting. Men der
udbrød alligevel et ramaskrig og nu skulle der vises ham yoga måtten
hvordan man bager en rigtig sukkerfri kage og der var udråbt kage
konkurrence. Det blev afholdt på intet mindre end prins Henriks
fødselsdag. Cremens kage smagte da også rigtigt godt, hvis altså man
måtte putte soya på og kalde den for mad tærte. Coco havde snydt og
puttet hvedemel i, men var udråbt til vinder indtil Janni (Jenna)
trumpferede med en ægte chokolade/pina colada kage. (der var vidst også
lidt sukker i den kokos blanding).

Humøret har faktisk været så godt efter solen kom op at vi er begyndt at
synge aftensang hver aften. Ja allesammen. Vi synger “Hit the road jack”
pigerne til drengene og omvendt. Ja selv Lacoppidan  og Martin Lotus
synger med. Ebbe Jakob prøvede forgæves at lære os en kanon, men da vi
ikke kunne fange melodien begyndte vi hurtigt at synge “Ebbe Jakob, Ebbe
Jakob, Sover du, sover du, Styrer du på kursen, Styrer du på kursen, vi
vil hjem, vi vil hjem”.

Til jer der har været ombord på Opal med Karlo Klint,  så kan det
meddeles at han er akkurat lige så begejstret for dyr som før. I morges
strålede han som en lille sol da han så en baby delfin og han råbte, for
at bruge hans præcise ord valg, “nååår hvor er den NUTZI” og delfiner
har vi set rigeligt af og fugle finder også vej herud. Men men men, i
dag kære venner så vi dog det største. Karlo som også holder øje med
hvaler når han sover og læser, skimtede på små 200 meters afstand et
hval sprøjt. Vi styrede direkte imod den og kom så tæt at vi faktisk
næsten sejlede over den. Ja så ser man endeligt en hval og så er vi ved
at slå den ihjel. den undveg os heldigvis og slap med at lave en
ordenligt hval lort af skræk .Vi kunne se den så tydeligt at vi nu efter
at have kigget i bogen og kan konstatere at det var en Sperm Whale.

Efter at thomas Persson i dag holdt et fremragende oplæg om Azoerne og
opalerne rigtigt fik afsløret hvilke møg unger de må havde været  i
folkeskolen, er vi nu ved at være klar til endnu et eventyr i land. Vi
har selvfølgeligt lavet et væddemål om hvilken dag vi rammer Azoerne og
Gud havde lusket sig en seddel i bøtten hvor der stod vi ville ankomme
d. 18 juni. det synes vi var meget grinagtigt og optimistisk da vi
sejlede 3 knob i gennemsnit, men de sidste par dage er der kommet godt
gang i sejlene og vi er har været helt oppe at sejle 9 knob. Hvis han
fortsætter på den måde så skal ham Gud sku´ nok vinde.

Igår holdt vi galla middag på agter dækket og der var folk helt oppe fra
nordsjælland med polo skjorter og spanke senioritas med røde kjoler m &
m´s til dessert og den fik ikke for lidt og i dag har vi så været helt
udkørte med gammelt make up i ansigtet og vi har trøstet os med jogging
tøj og Helga og Thomas har tryllet pizza frem for det ellers halvtomme
proviant rum. da Pizza var det vi glædede os allermest til at spise når
vi kom i land og vi nu er tilfredstillede, kan det sku være vi tar en
omgang til.

Kys til forældre og de elskede i havnene fra Alle Opalerne

P.s Magnus er ved at være færdig med den bog han startede på at læse i
KBH
p.p.s Ja Mor… Motoren dur igen.
P.p.p.s Hajer er så random at se nu, at vi ikke engang gider at skrive
om dem i flaskeposten
P.p.p.p.s Martin lotus har lavet den første tudse på atlanten. Det blev
på Thomas PERssons lår og det var lille Per med smøg og overskæg. (En
hemmelig kilde har sagt at han vil have postman Per på det andet lår)

skrevet af Coco

I New York satte Opal bestemt sit praeg med en ret saa overskudsagtig fest paa baaden, med laekker mad, live koncert med Coco og venner fra naer og fjern der kom og festede natten lang. Havnepladsen i Hoboken paa New Jersey siden endte ogsaa med at tjene Opals besaetning godt med den flotte udsigt til Manhatten skyline og soede naboer der faktisk var ligesaa saerlige som Opal og dermed for foerste gang fik opal til at ligne et helt ordinaertskib i havnen. Den ene nabo var det ret saa raponerede skib som dog paa trods af det slidte udseende var ejer af verdensrecorden for laengste ophold paa havet uden at have gaaet i land i tre aar. Den anden nabo var den gamle Ellis Island faerge ejet af den eksentriske gamle dame Victoria, en helt frisk og skoer dame med rottehaler og haaret farvet i regnbuensfarver og en umaettelig lyst til snak. Hun var soed at vise os rundt paa faergen, som viste sig at vaere indrettet fuldstaendig droemme, alice i eventyrlandagtigt, og vi var alle helt fasinerede da vi lod os vise rundt fra det ene geniale vaerelse til det andet og fik hjemmebagte cookies med lemonade til slut. Hun endte ogsaa med at blive meget glad for os og hun fortalte at hun var Wendy der skulle passe paa os, og tog da ogsaa den rolle serioest da hun dagen efter dukkede op med hjemmelavede dognuts kl 6 om morgen. Shopning, fest og storbyliv traek dog alle i hver deres retning og i al fald vaek fra Opal og Hoboken der tilgengaeld blev vogtet godt af de gamle skippere der havde faaet selvskab af Susanne, der var paa visit for at gense de laenge savnede soenner.

Afskeden med New York var derfor baade tiltraengt men ogsaa trist da det samtidig betoed afsked med Clara, Sigurd, Gustav og Louise, som har vaeret nogle skoenne soemaend og kvinder at have ombord og derfor vil blive savnet. Vi skulle derfor gennem en taarevaedet afsked paa kajen da Opal satte sejl og drog afsted i smukt solskin og med venner der vinkede farvel fra Williamsbourg bridge, men efter mange dage med druk og fest, er det alligevel godt med lidt stille og rolig countrylife og baadhygge her i Mystic og Ebbe er dog ogsaa saa smaat ved at vinde troen paa de unges duen tilbage efter at have vaeret lidt bekymret paa grund af de mindre sejlerfokuserede dage i New York. Nu er vi saa som sagt ankommet til den lille havneby nord for New York, Mystic Seaport, hvor vi har haft nogle dage til at faa bugt med noget koncentreret arbejde og forberedelse til turen over atlanten. Her har vi derfor faaet gang i hverdagen og vaeret ude og proviantere saa Opal er blevet fyldt helt op og det efterhaanden tegner til gallamiddag hver dag, hvilket dog ikke helt passer til Thomas’s soemandsideal, men tilgengaeld har vi faaet en lille harmonika ombord som kan kompensere lidt og den er Ebbe allerede blevet glad for og vi glaeder os til flere stunder med harmonikaspil paa havet.

Vi har lagt til midt i den lille museumsby med udstilling af gamle skibe og skibsbutikker i Mystic Seaport saa naar arbejdet er indstillet har folk vaeret paa tur rundt i museet og set fx den gamle Georg Stage der ligger til udstilling her. Nogle var dog ogsaa saa heldige at faa en helt lokalrundvisning i en ny ven af Opal, kaldet Greg’s private baad, hvor der blev skaenket drinks indtil Greg selv var ret saa uduelig og endte med naesten at score sig plads paa Opal da han var lige paa graensen til at vaere for fuld til at sejle hjem. Det blev dog ikke helt slut med fest efter vores afgang fra New York da vi jo lige skulle smage alkoholen en sidste gang inden den mere serioese detox tur over atlanten, saa igaar var der endnu engang hyggelig baadfest med Coco ombord igen, da hun lige var ankommet om dagen, som Opals efterhaanden rutinerede famous stalker og de nye venner fra Mystic. Idag er saaledes en lidt toemmermaendspreaget dag, og ogsaa vores formentlige sidste dag i Mystic inden turen gaar til Acorene. Nu kan vi kun haabe paa godt vejr og nogle skoenne uger til soes.